Det sker i

Silkeborg

Høgdal er en kulturhistorisk perle, der er placeret midt i den smukke midtjyske natur. Den 4-længede gård er en tidslomme, der tager jer med tilbage til de gode gamle dage, hvor dyrene skal klappes og fodres, frokostkurven kan nydes på tæppet i det grønne, og hvor det idylliske landbrugsliv blev levet uden hjælp fra maskiner.

Høgdals smukke længer står flot bevaret i bøgeskoven nær Salten. Gården er siden opførelsen i 1796 gået i arv gennem generationer, hvor familierne ernærede sig dels ved landbrug og ved forskellige arbejder i træ – primært fremstilling af træsko. I dag er Høgdal en kulturhistorisk perle, hvorfra der fortælles autentiske historier Danmarks tid som landbrugssamfund, og hvor børn og voksne også kan møde nogle af de typiske husdyr, som man holdte dengang.

Historie

Høgdals historie går tilbage til de store landboreformers tid sidst i 1700- tallet. Salten by blev udskiftet, befolkningstallet steg og folkene blev tvunget til at bosætte sig længere væk. Jens Flemming købte sammen med sin familie stedet i 1796. Hvor der blev bygget et 7 fags hus, med lyngtag. Hvorved en slægtsejendom var grundlagt. Her var både plads til familien, en lo og en lade.

Gården har varet i samme families eje gennem 5 generationer. Høgdal-familierne har gennem tiden ernæret sig ved landbrug og skovbrug; en erhvervskombination, der er velkendt fra det midtjyske område. Disse folk blev i folkemunde kaldt skovlovringer, og de var kendte ansigter rundt omkring på markederne i vest og nordjylland. Her solgte de deres træeffekter, hovedsageligt træsko, men ud over det, var skovlovringerne også kendt for at have et livligt gemyt – ikke mindst når der kom brændevin på bordet.

Gennem årene er der blevet bygget til og revet ned på Høgdal. Høgdal toppede i 1885, hvor der boede tre familier, en træskokarl og en pige på stedet.

Tiden går i stå

Det gik Høgdal familierne rimeligt godt og allerede i 1854 var Høgdal en 4-længet gård. Høgdal blev frem til 1920´erne drevet som et typisk skovlandbrug. Men under de sidste ejere af stedet, Jens og Peder Jensen, stoppede udviklingen på stedet dog næsten helt.

Ingen af de to sønner blev gift, og de levede sammen på stedet hele deres liv. De mente at gården skulle drives ganske, som deres far havde gjort og derfor tog de ingen ny land- eller skovbrugsmetoder til sig. Køerne forsatte med at blive tøjret, kunstgødning tog man aldrig i brug og alt, hvad der hed landbrugs- og skovbrugsmaskiner holdt man sig langt væk fra.

Ikke kun ude men også inde, skulle alt være som de altid havde kendt det. Der blev ikke indlagt vand eller varme, end ikke et lokum havde de, grebning var jo som skabt til formålet. Jens og Peder sov sammen i dobbeltseng, hvilket er fuldt forståeligt, da huset kun blev opvarmet af en et brændekomfur og –ovn. De opkøbte med tiden skovarealer, så ejendommen kom helt op på 200,5 tønderland. De ernærede sig hovedsageligt ved skovdrift og etablerede i den forbindelse et mindre savværk. Deres landbrug gav meget ringe udbytte, og de begyndte at handle en del med kræmmervarer og antikviteter, hvor Peder især havde en forkærlighed for hovedvandsæg. Desuden drev de to brødre lidt privat bankvirksomhed.

Ved de sidste brors død i 1976 overgik ejendommen til staten. Den ejes i dag af Naturstyrelsen. Fra 1982 og frem til 2010 fungerede gården som en museumsgård, hvor skoleeleverne og daginstitutioner har haft stor gavn og meget glæde af at besøge stedet.

Høgdal genåbnes d. 5 maj. 2012, ved hjælp af midler fra 15 juni Fonden, Lokale Grønne Partnerskaber og Friluftrådet

Ved et besøg på Høgdal, vil I kunne høre meget mere om stedet og dets beboeres spændende og helt unikke historie.

Silkeborg bugner af oplevelser: