10 sikre hits i børnehøjde
Silkeborg og Søhøjlandet er børnenes legeplads, og her finder du 10 sikre hits i børnehøjde, når turen går ud i det grønne.
Har I for eksempel prøvet den nye superlegeplads i Indelukket? Oplevet kunstens magi på Museum Jorn? Set en odder slå kølbøtter i vandet i AQUA Akvarium & Dyrepark? Mulighederne er mange, og det er bare med at komme afsted.
Vi ses derude!
DE 2 NYE:
SUPERLEGEPLADSEN OG STÆRKE STORM
Superlegepladsen i Indelukket
På den nye legeplads i Indelukket kan man opleve istidslandskabet og udsigtspunkterne Kongestolen og Kroghs Bænk. Man kan også klatre i de høje Douglasgraner, eller slå sig løs i lege-byen med Kunstcentret Silkeborg Bad og Papirfabrikken. Og så kan man vippe på Hjejlen.
Kæmpetrolden Stærke Storm
Kæmpetrolden Stærke Storm sidder i skovene omkring Ørnsø og passer på skovens dyr. Han gemmer sig lidt, så du skal gå på opdagelse for at finde ham.
Start ved Kunstcentret Silkeborg Bad og gå op i skoven mod syd.
VILDT SJOVE OPLEVELSER – NATURLIGVIS
AQUA Akvarium & Dyrepark
Mød fiskene under overfladen, oplev oddernes vilde leg, besøg grævlingen i den underjordiske hule og kig ned i storkens rede.
Oplev den danske natur i AQUA Akvarium & Dyrepark samlet på ét sted, bliv overrasket, forundret og få svar på alle jeres spørgsmål om vores fælles natur.
Silkeborg Ørnereservat, Rovfugleshow og Bisonfarm
I Silkeborg Ørnereservat kan I opleve verdens største rovfugle og møde den passionerede falkoner Flemming Sanggaard.
Reservatet byder også på et møde med de mægtige amerikanske bisonokser, og så kan I gå på opdagelse i den hemmelighedsfulde Ugleskoven.
FULD FART FREM!
Hjejlen
Oplev de smukke Silkeborgsøer og Himmelbjerget med Hjejlen – verdens ældste kulfyrede hjuldamper.
Det spruttende og dampende ikon for Silkeborg har siden 1861 vist passagererne en af Danmarks smukkeste naturlandskaber fra søsiden.
Veteranbanen Bryrup-Vrads
Veteranbanen Bryrup-Vrads tager jer med på eventyr tilbage i tiden. Når I sætter jer til rette i passagervognene bag det flotte lokomotiv, er det en sjov og specielt oplevelse for børn og voksne.
Sporene slynger sig fra Bryrup til Vrads og er med rette blevet kaldet Danmarks Smukkeste Jernbane.
Silkeborg Skatepark
Silkeborg SkatePark er med sine 6.000 kvadratmeter Danmarks største skatepark.
På toppen af Silkeborgmotorvejens tunnel har skatere, samt alle på små hjul i Silkeborg, fået et rent paradis at boltre sig på med sving, hop og ramper. Så bliver det ikke meget mere urban.
UDFORSK FANTASIENS VERDEN
Museum Jorn for børn
Besøg Museum Jorn og oplev kunstens magi.
Om du besøger vores åbne værksteder, drikker varm chokolade i cafeen, eller fortæller en historie om kunsten, så er Museum Jorn et sted, du kan opleve med hele kroppen.
Silkeborg Bad og Skulpturparken
Tag jeres børn i hånden, og lad verden åbne sig gennem den legesyge kunst på KunstCentret Silkeborg Bad.
I Skulpturparken kan I lytte til vores spændende audioguide, eller finde bygningens detaljer med vores Sporleg.
Biblioteket for børn
Biblioteket er én stor legeplads for børn.
Her finder I fantastiske legeområder, I kan se teaterstykker, møde børneforfattere og deltage i teknologiske og kreative workshops. Alt sammen med udspring i bøgernes verden.