Det sker i

Silkeborg

Juletiden er sød, men hvis du trænger til lidt luft, så er Silkeborg og Søhøjlandet spækket med fantastiske naturoplevelser. Du kan tage på tur med hele familien på Silkeruten eller nyde stilheden alene ved én af de smukke søer.

Redaktionen anbefaler en perlerække af oplevelser til dine hyggelige juledage. Om det er dig selv, jer to eller hele den store familie, der er på besøg til jul, så kom ud og nyd vores smukke outdoor hovedstad.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til dig og dine nære.

Oplevelser efter jul

JUL- OG NYTÅRSYOGA


29. DEC 2024 | KL. 14-16.00 | ØRNSØCENTRET

Der arbejdes i et dynamisk hatha yoga flow med fokus på hele kroppen og fordøjelsen. Til sidst i timen sættes tempoet ned til slow flow, hvor stillingerne holdes i længere tid. Sessionen slutter med meditation og at sætte en intention for det nye år.

Medbring: En blyant og et stykke papir, egen yogamåtte, yogablokke, et tæppe, behageligt tøj og en flaske vand.

CHAMPAGNELØBET


31. DEC 2024 | KL. 09.45 | VESTERGADEHALLEN

Tag familien med på en festlig løbetur gennem skønne Silkeborg by, hvor der vil være underholdning med musik, dans og festligt fyrværkeri undervejs.

Efter den vellykkede løbetur kan man nyde et glas boblevand til de voksne, sodavand til de unge og lækker kransekage samt medalje til alle.

THEM NYTÅRSLØB


31. DEC 2024 | KL. 10-12.00 | TORVET I THEM

Glæd dig til Them Nytårsløb, hvor der igen er mødested på Torvet i Them kl. 10.

Løbet skydes festligt i gang og der er god mulighed for at ønske alle et godt nytår. Ruterne vil blive offentliggjort, så snart de er klar.

Oplevelser i naturen

SILKERUTEN


Silkeruten snor sig gennem Silkeborg og den smukke natur, der omkranser byen. Men ruten tager jer også forbi en perlerække af Silkeborgs store oplevelser og attraktioner.

Udforsk de mange spændende oplevelser langs Silkeruten herunder og download kortet til jeres tur lige her.

KUNSTRUTEN


Kunstruten i Silkeborg er en hel ny måde at opleve byen på. Find listen over alle de spændende kunstværker frem på mobilen og læg præcis den rute, som passer jer.

Der er noget for enhver smag: byens ældste vartegn, skulpturer, udsmykninger og nye gavlmalerier, der blot venter på at blive udforsket.

KRABBES GRØNNE RING


Krabbes Grønne Ring ligger som et grønt bælte rundt om Kjellerup og er en natur- og kulturhistorisk bypark, der stammer helt tilbage fra 1890.

Her finder du stier, vandløb og broer til gå- og løbeture i det smukke morænelandskab.

LEGEPLADSEN I INDELUKKET


Legepladsen i Indelukket er formet som en rejse gennem Søhøjlandet med legeområder, der er indrettet som mose, skov, sø, eng og bakkelandskab.

Legepladsens vartegn bliver et 11 meter højt klatreanlæg med klatrekogler og to lange rutsjebaner, der er inspireret af Nordens højeste Douglasgraner, som findes i Silkeborg-skovene.

SILKEBORG BIKEPARK


Der er masser af energi og fart over feltet i Silkeborg BikePark, der er Silkeborgs MTB-legeplads.

Nogle af Europas førende sporbyggere står bag de forskellige spor i parken, som er markeret med farver alt efter sværhedsgraden.

FAMILIESTIEN ALMIND SØ RUNDT


Familiestien Almind Sø Rundt er certificeret og er Silkeborgs outdoor-familie-rute nummer et.

Her kan I gå en smuk rundtur, i varieret skov, og med udsigt til søen næsten hele vejen rundt.

SINDBJERG & STOUBJERG


Sindbjerg og Stoubjerg rejser sig som to ikoniske og lyngklædte toppe i et dramatisk istids-landskab.

Når du tager turen ud på Sindbjerg og Stoubjergs velafmærkede vandrestier, går du faktisk på istidens højderyg i Jylland, og her kan du kan stadig fornemme den store tunneldal, der blev formet af smeltevandets vej mod Kattegat.

GÅ I FORTIDENS FODSPOR


Når I begiver jer ud i fortidens fodspor, kan I opleve landskabets dramatiske fortællinger ved en række nye formidlingsstationer.

Der er ruter med start i både Vesterskoven og Bølling sø. Der findes forskellige ruter af forskellige længder, så alle kan være med på en lærerig og hyggelig tur i skoven.

SKULPTURPARKEN VED SILKEBORG BAD


Skulpturparken og de udendørs parkområder omkring Kunstcentret Silkeborg Bad benyttes af mange året rundt.

Skulpturparken ved Silkeborg Bad er åben for publikum året rundt, og der er fri adgang.

BANESTIEN SILKEBORG-HORSENS


Sporene er taget op fra den 61 kilometer gamle jernbane mellem Silkeborg og Horsens.

I stedet fører banestien nu cyklister og gående gennem frodige ådale, herregårdslandskaber, gamle bøgeskove og det midtjyske Søhøjland.

ODDEN


Odden er et helt specielt naturområde, der strækker sig midt ud i Silkeborg Langsø. Halvøen er et yderst populært område med gangbro direkte fra midtbyen.

Madpakkehuset midt på Odden er desuden et yndet udflugtsmål for børnefamilier og daginstitutioner i byen.

SILKEBORG TRAILCENTER


Silkeborg Trailcenter er outdoor hovedstadens nye mødested, hvorfra du kan starte eller slutte din næste cykel-, vandre, MTB- eller søndags svampetur.

Silkeborg Trailcenter er åbent for alle fra kl. 6-22 alle dage.

ANS CIRCLE WALK


Ans Circle Walk er en 6,8 kilometer lang vandrerute, der omkranser byen Ans ved Tange Sø. Ruten går forbi skøn natur ved bækken, kanalen, udsigtspunkter og byder på lokalhistorisk formidling.

Store som små kan også prøve kræfter med aktivitetszonerne rundt på ruten indeholdende bl.a. balancebane, kryds og bollespil og ”hop med dyrene”.