Åbent hus på Høgdal
Børn | 1. januar 1970 - kl. 01:00
I efterårsferien er det nok de færreste børn, der skal ud at høste kartofler, som man gjorde i gamle dage. Derfor inviterer vi i stedet på hyggelige aktiviteter for børn og voksne kl. 14.00 - 16.00 mandag til og med torsdag i uge 42.
Mandag og tirsdag vil vi blandt andet lave kartoffeltryk og fine fantasidyr af kartofler, om onsdagen kaster vi os over sandbilleder, og om torsdagen står den på svampebestemmelse, hvor du kan få vores svampeeksperters vurdering af, hvilke svampe du har fundet. Svampene samler du på egen hånd, og vi kan anbefale at gå på svampejagt i den fine skov og på overdrevet.
Du er naturligvis også velkommen til at gå på opdagelse i det fine gamle stuehus, hvor gårdens sidste beboere Jens og Peter boede, og der vil være mulighed for rundvisninger mandag, tirsdag og onsdag.
Vores frække geder, flittige høns og hyggekatten Sorte-mis nyder også at få besøg, så hils gerne på dem.
Der er fri entré mandag til og med torsdag for både børn og voksne.
Vi har kaffe og saft på kanden og du er velkommen til at tage en madpakke med og nyde den hos os.
Vi glæder os til at se jer til efterårshygge på gammeldags manér.