Det' for børn
Alle | 6. december - 31. december 2025 kl. 11.00 - 16.00
Hovedgårdens nye børneudstilling ”Thors Rejse til Udgård” havde præmiere på Børnenes Kulturdag. Her blev nysgerrige børn og deres forældre de første til at opleve det nye fantastiske dukketeater om Nornerne og Thor, Loke og Tjalfes rejse til Udgård.
Børneformidlingen på Hovedgården har gennem de sidste mange måneder arbejdet på udstillingen ”Thors rejse til Udgård”. Der er blevet researched, produceret animationsfilm, lavet dukker, dukketeater, en kæmpe kat og bygget installationer med vild og smuk natur, og meget meget mere. Udstillingen byder jer velkommen til en verden, hvor et glimt af den førkristne religion i Danmarks jernalder og vikingetid præsenteres. Fortællingen har fokus på skæbnen og menneskets kamp med og mod naturens uforudsigelige og ekstreme kræfter. Rejsen starter i Midgård, menneskets verden, hvor myten ”Thors rejse til Udgård” vises – enten som dukketeater eller animationsfilm. Derefter går rejsen til Udgård, hvor man måske tør træde tordengudens stier og prøve kræfter med kongen af Udgårds kæmpe kat. Til sidst samles trådene i Nornernes verden.
Udstillingen har allerede været godt besøgt af børnegrupper og begejstringen har været stor.
Udstillingen henvender sig både til skoler og børnehaver såvel som den almindelige museumsgæst.