Høstfest på Høgdal
Børn | 1. januar 1970 - kl. 01:00
Kom med til høstfest
Tag hele familien med og oplev den særlige stemning i marken, når leen svinges, og spillemændene fylder luften med livlige toner. På gårdspladsen kan børnene blandt andet prøve at male deres eget mel, arbejde med træ i huggehuset og klæde sig ud i fint gammeldags tøj.
De smukke heste står klar, så I kan nyde en rolig tur i hestevogn gennem den smukke skov (mod betaling) og opleve naturen i et langsomt tempo. Høgdals engagerede frivillige skaber rammerne for en dejlig dag, hvor hyggen og nærværet er i højsædet.
Vores skønne 'bagekoner' tænder op i den gamle stenovn, og der vil være smagsprøver på vores lækre Høgdalboller. I køkkenet bobler kaffen i Madam Blå, og vores gode 'kaffekoner' sørger for lidt kaffe og saftevand.
Du er meget velkommen til selv at tage madkurv og termokande med (det giver god appetit at være på landet).
Vi åbner dørene kl. 13.00 og lægger ud med at høste marken, hvorefter der er hyggelige aktiviteter på gården, og så siger vi tak for i dag kl. 16.00 med en hyggelig fællessang.
Entré: Voksne 50 kr. – børn har gratis adgang
Kontanter kan være en fordel – vi er bedre dækket af træer end af netværk.
Vi glæder os til en hyggelig dag sammen med jer – vi ses til høstfest på Høgdal!