Det sker i vinterferien
Vinterferien står for døren, og det tegner til at blive en god gammeldags en af slagsen med smukke sneklædte landskaber, så langt øjet rækker.
På Det Sker i Silkeborg har vi samlet 7 oplevelsesrige bud på, hvad du skal lave i din vinterferie.
Hils på gederne ved det smukke Høgdal
I vinterferien kan børn og voksne tage på en smuk gåtur ved den kulturhistoriske perle Høgdal. Her kan I blandet andet hilse på gederne, som gerne må fodres, kælke på bakkerne i skoven og varme jer ved en kande medbragt te eller kaffe.
Bygningerne er desværre lukkede for besøg.
Læs mere >>
Oplev istidens jyske højderyg
Tag på vandretur ved Sejs og oplev Sindbjerg og Stoubjerg, der rejser sig som to ikoniske og lyngklædte toppe i det dramatiske istids-landskab.
De velafmærkede vandrestier tager dig langs istidens jyske højderyg. Her kan I med egne øjne se skellet mellem Øst- og Vestjylland ved den store tunneldal, der blev formet af smeltevandets vej mod Kattegat.
I kan starte fra p-pladsen ved Borgdalsvej – stort set for foden af de to toppe.
Læs mere >>
Tag på drage-eventyr ved Sminge Sø
Lille ridder Gustav har sværdet i hånden; han må finde den drage, der har stoppet al sejladsen på Gudenåen.
Tag på drage-eventyr ved den smukke Sminge Sø med jeres telefon i hånden. Her guider appen Natureventyr jer gennem den spændende eventyrfortælling i landskabet, hvor I går på jagt efter den næste post, der giver jer en ny del af historien.
Læs mere >>
Besøg Danmarks frostklare tag
Fra isen på Silkeborg søerne og op til toppen af Himmelbjerget er der godt 125 meter. Her kan I for alvor nyde vinterens dyne, der har lagt sig over hele det smukke Søhøjland.
De vandrelystne kan boltre sig på hele 52 kilometer langs den smukke Himmelbjergruten.
Har du lidt kortere ben, eller bare vil nyde udsigten, kan I starte en kort gåtur fra p-pladsen på Himmelbjerget.
Læs mere >>
Finurlige skulpturer, helbredende kilder og en kæmpetrold
Gå på opdagelse blandt de finurlige og skøre skulpturer i den smukke skulpturpark ved Kunstcentret Silkeborg Bad. Her kan I også lægge vejen forbi Arnakkekilden, og smage på den helbredende kilde. Kilden er rig på mineraler og har derfor et let rødligt skær i vandet. I kan dog sagtens drikke vandet, der har en behagelig temperatur på omkring 7 grader.
Oppe i skoven, ikke langt fra skulpturparken, kan I besøge kæmpetrolden Stærke Storm, der sidder og kigger ud over Silkeborg skovene.
Læs mere >>
Tag på picnic omkring lejrbålet
Rundt om i Silkeborg skovene er der masser af naturskønne lejrbåls pladser. Tag tæpperne og kurven under armen og lav jeres egen hyggelige picnic omkring bålet.
I finder bålpladserne via linket herunder.
Læs mere >>
Tag turen op ad spindeltrappen til udsigten over Silkeborg Langsø
Peter Callesens samtaletårn, Vendepunktet, står som i sin egen verden midt i parken ved Silkeborg Højskole. Dobbeltspiralen slynger sig rundt om det ti meter høje egetræstårn.
I toppen af tårnet er der et rum med siddepladser og en flot udsigt ud over Silkeborg Langsø.
Læs mere >>