Foto: Bo Nørgaard
Samtaletårnet Vendepunktet er kunstner Peter Callesens bud på, hvordan to mennesker kan mødes om samtalen, udsigten og naturen. Hver med sit udgangspunkt. De to trappeopgange danner en dobbeltspiral og mødes i et uformelt samtalerum øverst i tårnet.
Peter Callesens samtaletårn, Vendepunktet, står som i sin egen verden midt i parken ved Silkeborg Højskole. Dobbeltspiralen, der slynger sig rundt om det ti meter høje egetræstårn, leder tankerne hen på Babelstårnet, men også på de symetriske evighedsstrukturer, der findes i naturen – som for eksempel sneglehuset.
Tårnet er skænket til Silkeborg Højskole som en markering af skolens 50 års jubilæum.
I toppen af tårnet er der et rum med siddepladser og en flot udsigt ud over Silkeborg Langsø.