Det sker i

Silkeborg

Familiestien Almind Sø Rundt er certificeret og er Silkeborgs outdoor-familie-rute nummer et. Her kan I gå en smuk rundtur, i varieret skov, og med udsigt til søen næsten hele vejen rundt. I kan tage en badetur i den klare Almind Sø ved et af søbadene, eller fra strandkanten.

Turen rundt om Almind Sø er 4,2 km i let terræn, der er egnet for hele familien. Nyd udsigten, og måske den medbragte picnic-kurv, ved en af bænkene, der er placeret rundt om søen.

Særlig kendt er Kroghs Bænk på sydsiden af søen, der giver en flot udsigt fra de 45 højdemeter i Vesterskoven.

Klatretræer og kildevæld

Den smukke tur rundt om Almind Sø går igennem et varieret skovdække med høje skrænter på søens vestside. Her findes kildevæld, der dog er ret okkerholdigt, men også de del gamle træer, der indbyder til en klatre- eller balancekonkurrence.

I den sydlige ende af søen findes der åbne arealer med både sand og græs, der egner sig særlig godt til f.eks. boldspil.

Besøg Østre og Vestre Søbad

Turen rundt om Almind Sø tager jer forbi Silkeborgs nye søbade Vestre Søbad og Østre Søbad.

Uanset hvilken tid på året I går ruten er arkitekturen og naturmaterialerne altid seværdig, og i sommermånederne kan I roligt tage badetøj og håndklæder med på turen.

Gå på opdagelse efter kæmpetrolden Stærke Storm

I skovene syd for Ørnsø sidder kæmpetrolden Stærke Storm og passer på skovens dyr og fugle.

Tag en lille afstikker fra ruten rundt om Almind Sø og nyd den dejlige udsigt i skoven sammen med Stærke Storm.

Turen rundt om Almind Sø

Ruten starter fra den nordlige p-plads på Søndre Ringvej (56°09’19.0″N 9°32’21.2″E) og er afmærket med orange prikker hele vejen rundt. Hvis I vil følge med i, hvor langt I er kommet på ruten, så kan I downloade appen Viewranger (til både iPhone og Android), der indeholder en virtuel afmærkning af hele ruten.

Silkeborg Kommune administrerer arealerne omkring søbadene og Naturstyrelsen statsskovene og selve Almind Sø.

Silkeborg bugner af oplevelser: