Få en oplevelse udover det sædvanlige på legepladsen, der ligger i Indelukket tæt ved Museum Jorn og midt i Silkeborgs smukke natur, eller gå på opdagelse i nogle af Søhøjlandets andre spændende områder skabt til leg.
11 meter højt vartegn
Legepladsen i Indelukket er formet som en rejse gennem Søhøjlandet med legeområder, der er indrettet som mose, skov, sø, eng og bakkelandskab. Større børn kan desuden boltre sig i klatreområdet med fokus på udfordrende motoriklege.
Bliver man sulten efter al den leg, eller trænger man som voksen måske til en lille forfriskning, mens børnene leger, så er der gode muligheder for at nyde en kop kaffe ved Indelukkets kiosk eller benytte sig af det overdækkede madpakkeområde ved legepladsen.
Legepladsens vartegn er et iøjnefaldende 11 meter højt klatreanlæg med klatrekogler og to lange rutsjebaner, der er inspireret af Nordens højeste Douglasgraner, som findes i Silkeborgskovene.
Legepladsen i Indelukket er skabt af firmaet Elverdal for Silkeborg Kommune.
ALLE LEGEPLADSER I SILKEBORG
Der er god plads til leg rundt i Søhøjlandet. Udover gode legemuligheder ved bla. Kunstcenter Silkeborg Bad, på Himmelbjerget og I Aqua Akvarium og Dyrepark, så er der en lang række gode kommunale legepladser rundt i Silkeborg. Legepladserne er til både store og små børn og er spredt rundt om i mange af Silkeborg Kommunes byer.
Besøg Silkeborg.dk