Det sker i

Silkeborg

Museum Silkeborg, Blicheregnen, fortæller om Steen Steensen Blicher og om livet på landet i 1800-tallet. En ny permanent udstilling fortæller om slaget på Grathe Hede i år 1157, der fik afgørende betydning for Danmarks udvikling.

Blicherstuen

I Blicherstuen kan man studere et lille udsnit af Steen Steensen Blichers liv ud fra de genstande, der gennem årene er taget ind i museets samling. I Blicherstuen hylder vi Steen Steensen Blicher, som var præst i Thorning 1819-1825.

Blicher er født i nabosognet Vium og i udstillingen fortæller såvel Blichers ejendele som andre genstande historien om ham og det miljø, der havde stor betydning for hans liv, og som fik en central plads i forfatterskabet.

Samlet set giver disse genstande et klart billede af en mand og hans virke – som digter, præst, landmand, samfundsborger og jæger.

Udstilling om 1800-tallet

Få et indblik i livet i 1800-tallet i museets store udstilling om livet på egnen i 1800-tallet. Hvordan lavede man mad? Hvordan gik man i skole – i kirke? Til sengs? Hvordan klædte man sig?

Find ud af meget mere om menneskers vilkår på Blicheregnen i 1800-tallet. Du kan eventuelt kombinere besøget på museet med et kig i E Thueninghus, som ligger på Smedebakken ikke langt fra Hovedvej 13.

Kampen om Magten – slaget på Grathe Hede

Den 23. oktober 1157 står middelalderens vigtigste slag på Grathe Hede ved Thorning. Her ender den blodige borgerkrig, der hærger landet i midten af 1100-tallet. Det er kongerne Valdemar og Svend som mødes på heden for at afgøre, hvem der skal være konge i Danmark.

Udstillingen fortæller med analoge og digitale virkemidler om optakten til slaget, selve slaget og om, hvordan udfaldet kom til at præge Danmark i flere århundreder fremover.

Samling af fugle og pattedyr

En af Blicheregnens faste attraktioner er den store samling af udstoppede fugle og pattedyr.

Silkeborg bugner af oplevelser: