Hovedgården huser Museum Silkeborg og er Silkeborgs ældste bygning, men verdensstjernen, der bor her, er endnu ældre.
Ca. 2.400 år gammel er Tollundmanden, der sammen med spændende fund fra oldtiden til 1800-tallets Silkeborg, gør Museum Silkeborg til en kulturhistorisk attraktion i særklasse.
Oldsager og berømte moselig
Hovedgården og Museum Silkeborg råder over en omfattende oldsagssamling med mange fine fund fra stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid. Indenfor perioden ældre jernalder er museets samling særlig god, og det er også fra den periode museets absolutte perle og verdensstjerne, den ca. 2.400 år gamle Tollundmand, stammer.
Foruden Tollundmanden udstiller museet endnu et moselig – nemlig Ellingkvinden – som er fra samme tid som Tollundmanden. I de seneste år har der været en stor arkæologisk aktivitet som har ført mange interessante fund fra forskellige tidsaldre med sig.
Blandt de nyere arkæologiske temaer er Silkeborg Slot, som senest i 2004 var genstand for undersøgelser.
Hovedgården og Silkeborgs historie
På Hovedgården i Silkeborg kan man blive klogere på nybyggerbyen, der opstod midt i 1800-tallet omkring Papirfabrikken.
Vi har også fokus på Sorring Keramik og på den glasproduktion, der var på Silkeborg-egnen i renæssancen.
I tilknytning til Hovedgården er der desuden en arbejderbolig indrettet som i 1910, med en tilhørende udstilling om arbejderlivet i Silkeborg.
Arkæologi og historie
Museum Silkeborg er et stats-anerkendt kulturhistorisk museum med hjemsted i Silkeborg Kommune. Vi undersøger mennesket og sporene efter vores fortid ved hjælp af vores arkæologiske arbejdsmetoder.
Fra de ældste tider og frem til og med historisk tid, supplerer vi vores fund med historiske kilder, billeder og genstande, som vi fortolker med historikernes metoder.
Besøg Museumsilkeborg.dk